Da vi måtte tage endelig afsked med Twiggy, så var ønsket om at få en ny lille tævehvalp fra Daisy stort

Det lykkedes også, da Daisy fik sit sidste kuld hvalpe. Der kom to fine tæver til verden d. 7. april 2021. 

De blev opkaldt efter Etta James og Billie Holliday (og ikke Etta Cameron og Billie Eilish ;) som den yngre generation forestiller sig) De viste sig at være ualmindelig aktive begge to og fik lavet alverdens ulykker. Det endte med at Billie skulle blive her og Etta blev by-hund i hovedstaden. 

Billie, som tror hun er en fandens karl, er ikke så interesseret i at putte med mor, næ, Ofelia er meget bedre. Jeg havde håbet at hun og Daisy kunne knytte samme bånd som Daisy havde til Twiggy, men sådan skulle det ikke gå.

Billie skal være vores nye medarbejder i Kennel Gribskovens, så hun kan føre vores oprindelige linje videre.

Daisy er mor til Billie (Jazz-kuldet 2021)

Daisy skulle have sit sidste kuld hvalpe inden hun blev for gammel. Jeg var i god tid inden hun startede løb, og valget faldt på Kennel Fredriksteens russiske import Semper Ante From Russia With Love. Og da det jo helst skulle være det rigtige tidspunkt parringen fandt sted, var vi forbi Canicold og teste Daisys løbetid. Hendes ægløsning var i en weekend, og jeg startede bilen og kørte hele vejen til Nordjylland.

Jeg var meget spændt på hvad der kom ud af den parring, da jeg håbede, at der ville være en tævehvalp, som skulle blive hos os. Da fødslen gik i gang, blev jeg meget nervøs, for vi havde to akutte kejsersnit bag os, og selvom jeg prøvede at fortælle mig selv, at det nok skulle gå, så ringede jeg alligevel til vores dyrlæge Søren. 

Jeg fortalte ham at Daisy var gået i fødsel, og så sagde han at det nok skulle gå. Da jeg fortalte ham om min nervøsitet, kommenterede han at han havde tid efter kl. 14 og så på fredag. "Men sådan kan du da ikke bare sige" udbrød jeg, for man kan jo ikke udsætte en fødsel! Men han lo og sagde at jeg bare skulle tage det roligt, han skulle nok være min "wingman".

Til alt held havde dyrlægen ret, Daisy klarede det hele selv, to meget fine tævehvalpe kom til verden. Da de var 6 uger gamle valgte jeg Billie og hendes søster Etta flyttede til København og er blevet byhund. De er opkaldt efter Etta James og Billie Holiday. 

Billie og Etta kom til verden i Corona-tiden, og blot en uges tid efter Etta var blevet hentet, blev Billie syg og havde ikke lyst til at spise. Efter besøg hos flere dyrlæger fik hun diagnosen ”infantil stafylokok infektion”. Hun havde høj feber, hendes øjne løb, hun tabte pelsen i ansigtet og læber og hals hævede op. Hun fik en masse medicin, og det hjalp. Men hun var syg længe og havde det bedst hvis hun kunne sove i arm.

Billie har udviklet sig til at være en møgforkælet lille bestemme-prinsesse. Hun styrede hele træningspladsen, da vi deltog i unghunde træning i schæfterhundeklubben, og hun vil også helst selv bestemme om hun vil komme når der bliver kaldt. Vi træner og det går fremad.

Sara kom til os sammen med sin kuldsøster Rosie (Klondaikes Campari). Tidligere ejer var død, og hundene var ikke ret gamle, knapt 3 år, og skulle begge have et ny hjem. De var tæt knyttet til hinanden, og skulle helst ud sammen.

Det var ret tydeligt at de søgte tryghed hos hinanden.

Sara havde det meget svært, da hun kom hjem til os. Hun spiste ikke noget i 8 dage, og tabte sig meget. Hun var trykket af vores andre hunde, lå meget sammen med Rosie i køkkenet i det transportbur vi havde taget ind til dem. Men langsomt faldt hun til og begyndte at spise.

Sara blev placeret ud i en aktiv familie, med det var ikke det rigtige match, og derfor er Sara kommet tilbage igen. Hun og Rosie er ikke længere helt så knyttet til hinanden. Sara har dog fået en ny ven i Gekko. De leger og følges gerne ad i både haven og på tur. Men de bliver også meget jaloux på hinanden, når de gerne vil ligge på skødet og der ikke er plads til dem begge.

Sara elsker at være tæt på, lægger sig gerne og putter sig helt ind til os. Hun er meget imødekommende og vil rigtig gerne sidde på skødet af alle de mennesker der kommer forbi. Men hun er nederst i hierarkiet i hundeflokken og er noget trykket.

Sara er mor til en singelton-hvalp, Gribskovens Tiki Kamelia Falke 2019.

Update

Sara er blevet enehund hos Susanne i Jylland. Sara mistrivedes i vores hundeflok, og da Susanne søgte en "genbrugshund", tog hun Sara til sig, og det er godt for både Sara og Susanne

-|- Gribskovens Turbo aka Gunnar 17.09.2019 - 28.08.2020

Gunnar er efter Klondaikes Campari (Rosie) og Gribskovens Filur (Herman), en blandt Rosies bilkuld, hvor der var 8 hvalpe i alt

Vi var så naive at gå og tro, at alt var i skønneste orden, men det var det bare ikke. Rosies kejsersnit og efterfølgende stress og smerter gjorde at vi forsøgte at blande os så lidt som muligt. Det betød at Gunnar, der var en af de mindste i kuldet, ikke fik nok mælk og faktisk sultede indtil vi fik øje på ham - en lille, radmager og grim hanhund, som man kun kunne holde af. 

Gunnar fik mælkeerstatning og "puppyboost" og han slugte alt hvad han fik tilbudt. Han fik mad og mælk flere gange om dagen. Nogle gange fik han spist så meget, at han næsten ikke kunne gå. I løbet af et par uger tog han på, voksede med lynets hast og indhentede sine søskende. Der var dog bare det med Gunnar, at hans bagben/bagkrop ikke fungerede helt som normalt. Men han var aktiv, glad, nysgerrig og ville meget gerne ligge på skødet, når han havde spist. 

Gunnar var en tur til dyrlægen, som godt kunne se, at noget var galt. Han nævnte hjerneskade, men sagde også at en lille hund som Gunnar, som havde så meget energi og mod på livet skulle have en chance. Altså tog vi Gunnar med hjem, velvidende at vi ikke kunne sælge ham til en ny familie før vi vidste, hvad problemet helt præcist var. 

Efterhånden som Gunnar voksede til, begyndte han at dreje rundt om sig selv, og det blev værrer og værrer. Særlig slemt blev hans rotation når han blev udsat for noget nyt og ukendt. Det resulterede i at han somme tider drejede så meget og hurtigt rundt om sig selv, at han slog hovedet ind i stoleben og dørkarme. 

Da Gunnar blev kønsmoden ved 6 måneders alderen, blev hans kærlighed til damerne meget aggresiv og voldsom. Når vi havde tæver i løbetid, var han ikke til at styre, for damerne var bare for lækre. Han bed og flåede i dem, uden at vide hvad han skulle stille op med dem. Selv om flere af damerne satte ham eftertrykkeligt på plads, så gjorde det ikke indtryk på ham. Til at begynde med gav vi ham baby bodystocking på, så vi var sikre på at det ikke lykkedes ham at parre en løbsk tæve i et øjebliks uopmærksomhed. Hans roteren blev stadig værrer, og det blev besluttet at han skulle kastreres. 

Da Lene ringede til dyrlægen for at aftale en tid til kastration, spurgte dyrlægen selvfølgelig hvorfor en ellers fin hanhund skulle kastreres, og jeg forklarede hvad der foregik. Vi fik en længere snak i telefonen, og efter et par dages betænkningstid, blev kastrationen til istedet til aflivning.

Det var en meget svær beslutning at tage, dels fordi vi havde kæmpet for at Gunnar skulle overleve sin svære start på livet, og dels fordi vi jo havde knyttet os til ham, som den han var, samtidig med at han var en kæmpestor personlighed og stod for mange pudsige og sjove indfald og en kilde til megen morskab. At skulle bestemme over liv og død er på ingen måde noget ønskværdigt. Men beslutningen blev taget, da vi måtte erkende at Gunnar ikke kunne fungere normalt, og at hans adfærd var blevet en belastning, også i forhold til resten af hundeflokken. 

Vi har delt mange historier om - og billeder af Gunnar på sociale medier, som mange mennesker har fulgt med i. Gunnar har på mange måder lært os meget og han har sat sine aftryk i os hos Kennel Gribskovens.